Hjemmeværnssoldat bevogter F-16 fly på Bornholm.

F-16-flyene bevogtes 24 timer i døgnet.

Mange af Flyverhjemmeværnets soldater, som i øjeblikket er udstationeret i Rønne lufthavn på Bornholm, kommer langvejs fra, og arbejder tæt sammen med Det Bornholmske Hjemmeværn om at løse essentielle militære opgaver.

 

Det kan eskadrillechef fra Hjemmeværnseskadrille 233 Lolland-Falster, Hans Mouszinsky, vidne om.

 

"Det er vigtigt for os at være med til at bevogte afvisningsberedskabet, og at stille op, når der er brug for os i denne tid," siger han.

 

Det afvisningsberedskab, der er tale om, er to F16-fly, som holder til på Danmarks østligste punkt.

 

"Hvis russiske fly, for eksempel, forsøger at trænge ind i det danske luftrum, sender man de to F16-fly ud for at sige: "hertil, og ikke længere"," siger Hans Mouszinsky.

 

Dedikation er nøglen til succes

 

Soldaterne, som drager til Bornholm, er utroligt dedikerede. De skal både rejse langt, men også befinde sig på øen i en uge ad gangen, over flere omgange. De skiftes til at arbejde i døgndrift, og har meget få hvilepauser ind imellem vagterne. Soldaterne er dog ved godt mod, og det kan ses i måden hvorpå arbejdet bliver udført.

 

"Både mine folk og jeg sætter en stor ære i at udføre et godt stykke arbejde," siger Hans Mouszinsky.

 

Han mener, som mange andre i Flyverhjemmeværnet, at det er en samfundspligt at hjælpe til, hvor man kan.

 

"Det er en pligt for os alle at stille op, især efter invasionen af Ukraine. Det er vigtigt for mig, og for hele Hjemmeværnet at være med til at forsvare Danmark," siger han.

 

Hvis ikke der var nogen militær bevogtning af området, kunne enhver hoppe over hegnet til flyvepladsen og komme helt tæt på flyene og våbensystemerne, eller tage billeder af det sensitive materiel. Det forhindrer Flyverhjemmeværnets soldater.

 

"Vi går ikke med løst krudt. Vi er her for at passe på afvisningsberedskabet, så de kan være sikre imens de er her," siger Hans Mouszinsky.