Soldater marcherer hen mod kameraet.

I Nordjylland er fire flotiller gået sammen om at uddanne nye og garvede gaster i flotillerne. Foto: Oliver Jarl Gudbjerg Aasholm 

Sammen er vi stærkere

Det er hovedprincippet bag et nyt samarbejde mellem hjemmeværnsflotillerne 123 Djursland, 121 Hanstholm, 115 Vendsyssel 114 Aalborg-Hals i Nord- og Kronjylland, hvor der samarbejdes om at uddanne både de nye og garvede gaster i flotillerne.

 

Almindeligvis foregår introkurset til Hjemmeværnets Grunduddannelse, Intro HGU, lokalt i de enkelte enheder, men ved at lægge kurserne sammen og deles om ansvaret for planlægning, undervisning og faciliteter opnår man bedre sammenhængskraft og store tidsbesparelser. Det fortæller en af idémændene bag, uddannelsesstøtteofficer, Peter Goldenbeck Kahl fra Aalborg-Hals-flotillen. Vi møder ham en lørdag formiddag under et Intro HGU-kursus på marinehjemmeværnsfartøjet Patrioten i Aalborg Havn.  

 

”Før sad hver enkelt uddannelsesofficer og planlagde de lokale kurser, der skulle holdes lokalt i flotillerne, og jeg tænkte: Vi laver kurset. De laver kurset. Det giver ikke mening i mit hoved, at vi alle sammen sidder og gør det. Så kan vi lige så godt slå os sammen,” forklarer Peter G. Kahl og fortsætter:  

 

”Så det er grundpillerne i det: Dels at lette vores timeforbrug i forbindelse med planlægning, dels at skabe en samhørighed mellem flotillerne, så vi står stærkere, fordi vi nemmere kan trække på hinandens ressourcer.”

 

Samarbejde frigiver tid og ressourcer

Intro HGU-kurserne køres en gang i kvartalet i Nordjylland med deltagelse fra otte til 12 kursister, og ved at samle deltagere fra hele regionen får man udnyttet de frivilliges tid og ressourcer på bedste vis. Det fortæller en af samarbejdets andre ”bagmænd” uddannelsesstøtteofficer i Vendsyssel-flotillen, Bonny Bruun Nielsen:

 

”Det er vigtigt, at vi bruger de frivilliges timer bedst muligt. Både på ledelses- og deltagerniveau. Ved at lægge nogle af de her kurser sammen sparer vi tid på planlægning, vi kan hjælpe hinanden med at stille instruktører til rådighed, og så er en af fordelene også, at vi kan være nok kursister, så øvelserne kommer til at se rigtige ud.”

 

Det nye samarbejde er først lige kommet i gang, og der er fortsat finjusteringer at tage med fra gang til gang.

 

”Der er noget benarbejde i det her, fordi alt er nyt, men over tid tror vi på, at det kan betale sig. Vi skal gerne uden om at opfinde den dybe tallerken hver gang, så vi sørger for at gøre videndeling nemmere og kan hjælpe hinanden bedst muligt,” siger Bonny Bruun Nielsen.


 
Bidrag på tværs af enheder

Intro HGU-kurset på Patrioten afvikles over en weekend, og her skabes relationer på kryds og tværs mellem enhederne. En stor styrke på sigt, hvis man spørger uddannelsesstøtteofficererne.


”En ting er, at vores instruktører kan spare noget tid. Noget andet er, at vores gaster får et tilhørsforhold til hinanden ude i de forskellige enheder, så man kender hinanden og ikke er bange for at tage over og hjælpe i de andre flotiller. Det, at vi får opbygget noget socialt på kryds og tværs, styrker sammenhængskraften,” forklarer Peter G. Kahl.

 

En af kursets deltagere, Jens Holm Jensen fra flotille 121 Hanstholm, fortæller da også, at han får meget ud af at møde nogle af sine potentielt fremtidige samarbejdspartnere fra de andre flotiller.

 

”Det gør det lidt mere spændende at møde andre end dem, man er vant til at omgås. Det kan jo være, at man mødes igen senere i uddannelsesforløbet eller i forbindelse med opgaver, så det er rart nok at have et kendskab til dem, man måske skal samarbejde med senere hen,” forklarer han og suppleres af Peter G. Kahl:

 

”Der ligger også noget fastholdelse i det. Tidligere var man måske lidt bange for at miste sine folk til andre, men med det her samarbejde kan vi deles om de kræfter, der er, på en god måde.”

 

”Det kan også betyde, at man er mere tilbøjelig til at tage af sted og hjælpe andre flotiller, når man kender folkene, man skal afsted med fra uddannelsesforløbene,” mener Jens Holm Jensen.

 

Store fremtidsperspektiver

Samarbejdet mellem de nordjyske flotiller stopper ikke ved Intro HGU’en. Der er nemlig store planer for fremtiden.

 

”Til efteråret vil vi køre en uddannelsesweekend med seks kurser, med base i Hanstholm Lejren for alle, der er med i det her samarbejde. Her er målet at blive omkring 60-100 gaster. Her vil der være fokus på både det faglige og det sociale,” fortæller Bonny B. Nielsen og fortsætter:

 

”Det overordnede mål bliver at knytte alle enhederne tættere sammen på alle parametre, så vi nemmere kan låne folk af hinanden og supplere hinanden. Det tror jeg er vigtigt at få kørt ind, selvom det tager noget tid nu og her.”

 

Efterårets store uddannelsesweekend kommer efter planerne til at bestå af deltagere fra Frederikshavn, Aalborg, Hanstholm og Randers. Der er dermed lagt op til et styrket bånd på tværs af Marinehjemmeværnets ​flotiller i fremtiden.