Forsvarsministeren holder oplæg for Hjemmeværnets chefer.

Forsvarsministeren, Troels Lund Poulsen (V), holdt oplæg for de fremmødte chefer. Foto: Jonas Vandall

Årets underafdelingschefsamling den 18-19. januar 2025 blev afholdt i lyset af de mange alvorlige sikkerhedspolitiske spørgsmål, som præger nutiden: Hvad betyder krigen i Ukraine, forholdene i Arktis, Østersøen og vores nærområde for sikkerheden i Danmark? Chefer for Hjemmeværnets frivillige kompagnier, flotiller og eskadriller samt fastansatte chefer i Hjemmeværnet deltog i drøftelserne for at skabe en fælles forståelse for Hjemmeværnets opgaver, vilkår og fremtid.

 

Politisk fokus på udrustning af frivillige soldater

At der er en stor politisk opbakning til Hjemmeværnet, blev understreget af forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), som for andet år i træk satte rammen for årets chefsamling. Fokus i forsvarsministerens indlæg var den ny verdensorden, og at vi derfor er nødt til at udvikle os hurtigere end forventet.

 

"Der er bred politisk opbakning til og fokus på Hjemmeværnet. Vi har derfor besluttet at fremrykke nogle af de investeringer, der er behov for i Hjemmeværnet for at imødegå noget af efterslæbet på helt grundlæggende udrustning. Men en enkelt investering er ikke nok i sig selv, og derfor skal der selvfølgelig følges op med en politisk delaftale senere på året," sagde Troels Lund Poulsen.

 

Forsvarsministeren fremhævede desuden, at Hjemmeværnet fremover skal have en større rolle i forsvaret af Danmark. Han er derfor meget tilfreds med det gode samarbejde med Hjemmeværnsledelsen, herunder fremhævede han bl.a. den Kommitterede for Hjemmeværnets dedikerede arbejde med at skabe politisk opmærksomhed på Hjemmeværnets indsats. En af fordelene ved Hjemmeværnet er, at selv en mindre investering hurtigt kan omsættes til mærkbar effekt i den samlede opgaveløsning.

 

 

Godt at være tilbage

Efter godt 14 dage i jobbet var det chefen for Hjemmeværnets, generalmajor Gunner Arpe Nielsen, første store møde med sin samlede chefkreds. Udover at udtrykke sin glæde over at være tilbage i Hjemmeværnet, betonede generalmajoren også alvoren i den verden, som omgiver og definerer Hjemmeværnets opgaver og vilkår.   

 

”Verden har ændret sig markant, siden jeg for knapt otte år siden sidst gjorde tjeneste i Hjemmeværnet. Lige nu befinder vi os i en verden, hvor hybride angreb og ustabilitet er en del af vores hverdag. Ruslands ageren og den øvrige udvikling i verden gør, at vi i dag skal være klar hurtigere, end vi tidligere har forestillet os”, sagde generalmajor Gunner Arpe Nielsen blandt andet.

 

Hjemmeværnet har en vigtig og unik rolle i det samlede forsvar og beredskab; organiseringen baseret på et frivilligt fundament gør, at der hurtigt kan skrues op for den effekt, der kan leveres. Men ud over de rette rammer og vilkår, er der også behov for flere aktive frivillige soldater i Hjemmeværnet for at levere den nødvendige effekt.

 

”Indsatsen gennem det seneste år har vist, at vores strategiske retning virker – vi har rekrutteret mange nye frivillige soldater i 2024. Men vi skal også arbejde for, at de frivillige soldater beholder tilknytningen til Hjemmeværnet i længere tid; dette kræver, at udrustning og øvrige rammer og vilkår er i orden. Her er vi desværre langt fra i mål endnu, og det er derfor en høj prioritet fremadrettet”, sagde Den Kommitterede for Hjemmeværnet, Hans Andersen.

 

Hjemmeværnsledelsen holder oplæg for de frivillige chefer.

Den nye chef for Hjemmeværnet, generalmajor Gunner Arpe Nielsen, fik for første gang mulighed for at tale til alle Hjememværnets chefer sammen med den kommitterede for Hjemmeværnet, Hans Andersen. Foto: Jonas Vandall

 

Styrket forståelse og fælles retning

Drøftelserne på samlingen havde til formål at skabe en fælles forståelse af den alvorlige situation og udvikling samt at sætte scenen for Hjemmeværnets aktiviteter og udvikling i 2025. 

 

"Det har været en vigtig weekend for mig for at forstå Hjemmeværnet anno 2025. Udviklingen i verden omkring os stiller andre krav til os og vores omstillingsparathed end tidligere. Jeg glæder mig derfor til at komme ud og fortsætte drøftelserne med jer, så vi sammen kan fortsætte udviklingen af vores relevante og efterspurgte Hjemmeværn”, sagde generalmajor Gunner Arpe Nielsen.

 

Chefer fra Hjemmeværnet