Viggo Andersen

Chef for Marinehjemmeværnet Henrik Holck Rasmussen ønsker Viggo Andersen tillykke med den velfortjente hæder. (Foto: Hjemmeværnet)

Da Viggo Andersen i januar for et år siden kiggede ned over sin kalender for 2024, var det egentlig nok ikke planen, at året skulle blive så travlt, som det viste sig at blive i 2023. 800 timers tjeneste leverede Viggo begge disse år, og hele flotillen havde travlt.

 

”I løbet af sommeren 2023 blev vi indsat 4-5 gange på Randers Fjord, og der var meget, der skulle løses oven i hinanden. Pludselig måtte man tage tidligt fra arbejde og ringe til folk, om de kunne komme til sørednings- og andre akutindsættelser. Og så er der jo ikke andet at gøre end at se, om man kan få lov til at rende,” siger Viggo.

 

Mange soldater i Hjemmeværnet kan sikkert genkende, at det kan være svært at holde balancen mellem familie, job og Hjemmeværn, men umuligt er det ikke.

 

Aftaler og accept
Viggo erkender, at det ikke er alle, der har samme fleksibilitet i deres job til at kunne springe til ved akutindsættelser.

 

”Det kommer jo somme tider ubelejligt at løbe ind i sådan en alarmering. Men det kan du ikke gøre noget ved,” siger Viggo.

 

Han anbefaler derfor, at man prøver at indgå nogle gode aftaler med sin arbejdsgiver, så man kan fastlægge så klare rammer for fleksibilitet som muligt. Ved siden af de akutte indsættelser er der også nogle ting, der kan planlægges i god tid. Planlægning er et vigtigt redskab til at skabe et balanceret hjemmeværnsliv. Det gælder både i forhold til job og til familie.

 

”Det vigtigste er at få det afstemt derhjemme. At det er accepteret med de timer, man bruger i Hjemmeværnet, og at man får lagt det i nogle perioder, hvor det kan lade sig gøre. For mit vedkommende har jeg typisk brugt en uges ferie på det hvert år, og så har der også været en hel del weekender. Det er særligt det med weekenderne, hvor det er vigtigt, at man har afstemt det med hjemmefronten,” siger Viggo.

 

Aftalerne og opbakningen fra familien er afgørende.

 

”Det ser vi også i dag i forhold til nye medlemmer, der kommer ind. De må jo trække rigtig meget ferie ud. Der stilles store krav både til dem og deres familiers forståelse, for at de kan komme igennem,” siger Viggo.

 

God ledelse gavner alle
Lysten driver værket, og det er derfor helt nødvendigt, at det altid giver mere på plussiden end på minussiden at være aktiv i besætning og flotille, siger Viggo. Han lægger vægt på, at han som fartøjsfører og operationsofficer leder på en måde, som skaber resultater, og som er med til, at hver enkelt gast i besætningen udvikler sig og kan engagere sig aktivt og selvstændigt. Alle dele er med til at skabe overskud på plus-siden. Det styrker den enkelte, og det styrker fællesskabet i flotillen.

 

Erfaring fra civile ledelsesjobs
Viggos måde at lede på afspejler meget de erfaringer, han har gjort sig gennem mange år som leder i civile jobs. Viggo er oprindelig uddannet ingeniør og arbejdede først med tekniske ting, dernæst med projektledelse og derfra med ledelse generelt.

 

”Som produktions-, fabriks- og kvalitetschef har jeg arbejdet meget med selvstyrende grupper. Hvis du uddelegerer et job og tror på, at folk selv kan løse det, så får du langt de bedste resultater. Lidt det samme med frivillige. I Hjemmeværnet er vi nok et militært system, men du kan ikke bare udstikke en ordre og have sanktionsmuligheder. Men du kan udstikke en ordre, og du kan lave et samarbejde, og så gør folk det selv. Hvis du så selv er fagligt dygtig i det, du har med at gøre, så kan du hjælpe folk til at gå i samme retning,” siger Viggo.

 

En god balance
Mange ting skal gå op i en højere enhed, når man vil være en aktiv frivillig soldat i Hjemmeværnet.

 

”En tidligere distriktschef fortalte mig, at der var tre vigtige elementer at balancere: Der var familien, så arbejdet og dernæst Hjemmeværnet – i den rækkefølge. Det er utrolig vigtigt at have baglandet i orden,” siger Viggo.

 

Familien er vigtig for Viggo, og uddannelsesugerne på Slipshavn har været et godt sted at finde balancen mellem familie- og hjemmeværnsliv.

 

”Dels kunne jeg her få mange af de uddannelser, som hørte sig til i mit virke som fartøjsfører, og så var det nogle rigtig gode familieuger. Der foregik meget på Slipshavn, som var meget familierelateret i den periode for 20-30 år siden,” siger Viggo.

 

Mange store oplevelser
Marinehjemmeværnet åbner mulighed for mange store oplevelser. Viggo har i alle årene også prioriteret at planlægge udlandstogter. På togterne bliver alle ombord dygtigere og mere rutinerede, og så styrker det naturligvis også besætningens kammeratskab og sammenhold. Det er blevet til togter til både Sverige, Finland, Estland, Litauen og Tyskland. Til sommer stævner fartøjet mod Polen.

 

En stor oplevelse var det i 2014, da fartøjet var med i Frankrig under markeringen af 70-året for D-dagen i Normandiet.

 

”Der havde vi en 14-dages tur, hvor vi først sejlede til Portsmouth og så videre ned til Caen i Normandiet i Frankrig. Under selve arrangementet var vi platform for de danske aktiviteter, der var inde i byen,” siger Viggo.


Personligt engagement og anerkendelse
Viggo Andersen har været aktiv i Marinehjemmeværnet i 28 år nu. Men 2023 og 2024 blev som sagt mere travle end sædvanligt. Her påtog han sig et særligt lederskab for at løse store og vigtige opgaver, og det bidrog til at få flotille 123 godt igennem året.

 

Dette var en indsats, som Viggo blev hædret for i efteråret 2024. Her fik han en hæderspris fra Hjemmeværnsfonden for sin kombination af pligtfølelse og personligt engagement i flotillen samt hans motiverende og inddragende lederstil. Det bidrog til, at flotillen fik styrket sit kammeratskab og viste udmærket sømandsskab, hvor alle ombord fik lov at yde deres bedste.

 

Balance, lederskab, pligtfølelse og sammenhold – det er værdier, som alle i Hjemmeværnet kan lade sig inspirere af.