Nyheder
Publikationer
Sociale Medier
Presse
Tallene for 2024 viser en stigning på cirka 35 procent i antallet af nye frivillige til Hjemmeværnet i forhold til 2023. Og det er den største stigning siden 1983.
Antallet af nye medlemmer steg i 2024 med 35 procent forhold til foregående år. Foto: Hjemmeværnet
Når verden omkring os og den sikkerhedspolitiske situation er i forandring, får flere danskere lyst til at blive en del af Danmarks frivillige styrke. I mange år har styrken af aktive soldater i Hjemmeværnet været faldende, men i 2024 lykkedes det at vende kurven med den største stigning i mere end 40 år. Det betyder, at den samlede styrke af frivillige soldater nu står stærkere end før med cirka 43.000.
Og det er en positiv udvikling, som der er grund til at være stolt af, siger generalmajor Gunner Arpe Nielsen, chef for Hjemmeværnet.
”Udviklingen skyldes primært den sikkerhedspolitiske udvikling og invasionen af Ukraine, som har medført en stigende interesse for at blive frivillig i Hjemmeværnet. Samtidig har Hjemmeværnet arbejdet aktivt med forskellige branding- og rekrutteringsindsatser for at tiltrække interesserede, siger han.”
Den Kommiterede for Hjemmeværnet understreger vigtigheden af, at Hjemmeværnet har en stigende plads i danskernes bevidsthed, når trusselsbilledet er skærpet.
"Den store interresse for at blive frivillig soldat i Hjemmeværnet understreger, at flere danskere ønsker at gøre en forskel. Det er vigtigt, når verden ser ud, som den gør", siger Hans Andersen, Kommiteret for Hjemmeværnet.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen fra Venstre er også tilfreds med det voksende antal medlemmer.
”Hjemmeværnet er en central del af Danmarks forsvar - og i den alvorlige sikkerhedspolitiske situation, som Danmark står i, er Hjemmeværnets betydning kun vokset. Derfor er jeg også meget glad for, at antallet af aktive frivillige i Hjemmeværnet er stigende. Det har min største respekt, at flere vil bruge deres fritid og evner på at være med til at passe på Danmark. For vi er i gang med en historisk oprustning af Forsvaret, hvor Hjemmeværnet spiller en central rolle, og derfor er det vigtigt for mig, at vi styrker Hjemmeværnet yderligere,” siger forsvarsministeren.
Anne Kaae var en af de mange nye frivillig, der kom til Hjemmeværnet i 2024. Foto: Nadja Westergaard Yassin
Én af dem, som meldte sig sidste år, er Anders Frederiksen. Han er tidligere soldat, men stoppede i Forsvaret for mange år siden. Men nu hvor sikkerhedssituationen har ændret sig, vil han gerne gøre en forskel som frivillig soldat i Hjemmeværnet.
”Fællesskabet er rigtig fedt, og det er rart at møde nye mennesker og få nogle nye venner og samtidig føle, at vi gør en forskel,” siger han.
Også Anne Kaae valgte at blive en del af Danmarks frivillige styrke i 2024 for at gøre noget aktivt for sit hjemland.
”Der sker så meget i verden lige nu, og jeg følte, at jeg måtte bruge min fritid på noget, som gav mening”.
I 2024 valgte 1613 nye frivillige soldater at blive optaget i Hjemmeværnet som både Anders Frederiksen og Anna Kaae. Den rekordstore stigning i optaget skyldes blandt andet, at Hjemmeværnet de seneste år har fået flere relevante militære opgaver.
”Nogle af de vigtige opgaver, som de frivillige varetager, er værtsnationsopgaver eller Host Nation Support-opgaver, hvor de står for bevogtning og sikkerhed, når Danmarks allierede ankommer til danske havne og lufthavne, siger generalmajor Gunner Arpe Nielsen, chef for Hjemmeværnet.
Vigtige opgaver som chefen for Hjemmeværnet forventer, at vi vil se mere af i fremtiden. Derfor skal Hjemmeværnet også fortsat have stort fokus på at rekruttere frivillige, så organisationen kan være attraktiv og robust i forhold til den mængde opgaver, som der kommer.
”Vi arbejder ihærdigt på at få endnu flere frivillige. Og vi har et stort fokus på både branding, rekruttering og tilknytning de kommende år, så vi fortsat ser en vækst i Danmarks frivillige styrke,” siger chefen for Hjemmeværnet.