Hans Mouszynski

Kaptajn Hans Mouszynski er eskadrillechef for eskadrille 233. Privatfoto

Hans har gjort det til sin opgave at løfte både kompetencer og sammenhold i eskadrillen. Det handler om at skabe tryghed, give plads til faglig udvikling og sørge for, at hver enkelt soldat føler sig set og anerkendt.

 

“Vi arbejder skulder ved skulder for et fælles mål,” siger han.

 

Under coronapandemien blev denne holdånd for alvor sat på prøve. En dag i starten af krisen blev Hans spurgt, om han kunne stille med folk til en nyoprettet hotline. Svaret var ja – og en time senere sad han og ni frivillige i to busletter på vej fra Lolland til Jonstrup i Nordsjælland. Det blev ti intense døgn, hvor de frivillige passede deres civile job om dagen, tog nattevagter på hotlinen og sov i bilen mellem vagterne.

 

“Det var hårdt, men alle trådte til uden tøven. Det er netop den holdånd, vi bygger på,” fortæller Hans.

 

 

Fra ansat til frivillig soldat

Hans’ tjeneste i Hjemmeværnet begyndte egentlig ret sent og skete på baggrund af et interessant sammenfald af flere ting, der faldt i hak i slutningen af 2016.

 

“Jeg var tidligere fastansat i Hæren ved blandt andet Danilog og var udsendt et par gange til Bosnien med SFOR. Dernæst tilbragte jeg 12,5 år i Grønland, hvor jeg beskæftigede mig med luftfart og især flyveinformationstjeneste. I to år fungerede jeg som lufthavnschef i Nordøstgrønland, og i de sidste seks år deroppe var jeg chef for tårntjenesten i Narsarsuaq i Sydgrønland,” siger Hans.

 

I sommeren 2015 valgte Hans, hans hustru og deres børn at flytte til Danmark, til Lolland, hvor Hans den 1. januar 2016 begyndte i et nyt job som flyvepladschef for Lolland Falster Airport.

 

“På selvsamme flyveplads hører Eskadrille 233 hjemme. Den daværende chef for eskadrillen begyndte så stille og roligt at fiske efter at få mig med i eskadrillen. Til sidst sagde jeg ja, men på betingelse af, at jeg ikke blev menig,” siger Hans.

 

Så i slutningen af 2016 faldt tingene på plads, og Hans blev indsat som uddannelsesstøtteofficer. Kort tid derefter måtte han træde til som fungerende eskadrillechef, og ikke længe derefter blev fast udnævnt til chef. Eskadrillen bestod dengang af knap 25 frivillige soldater.

 

Lederskab og kompetenceløft

Fra 2017 og frem har Hans ført Eskadrille 233 gennem en rivende udvikling. Eskadrillen består nu af 46 soldater, og Hans har lagt vægt på, at alle anspores til at videreuddanne sig og løfte eskadrillens kompetencer som enhed. Denne udvikling bygger på almenmenneskelige principper, faglige ambitioner og en god balance mellem privatliv og hjemmeværnsliv – alt sammen i samspil med de soldater, han har ansvar for.

 

“Som oftest kommer man længst ved at have nogle folk, som har tiltro til en, og som stoler på en,” siger Hans.

 

Faglig udvikling er et væsentligt element i Hans’ ledelsesstil.

 

“Jeg har løftet vores kapacitet i eskadrillen fra at være en bevogtningskapacitet til nu at være en bevogtningsassistentkapacitet” siger Hans.

 

Det betyder, at soldaterne har gennemført og skal vedligeholde en specialiseret uddannelse som bevogtningsassistenter.

 

“På den baggrund kommer vi til at deltage mere i skarpe indsættelser, og vi hjælper blandt andet på flyvestationerne ved at gå vagt og være en del af bevogtningen,” siger Hans.

 

Eskadrille 233 har været indsat skarpt ved mange lejligheder, ikke mindst efter udbruddet af krigen i Ukraine, blandt andet på Bornholm.

 

Den glimrende opgaveløsning, som Eskadrille 233 hver gang har leveret, har givet eskadrillen et godt ry.

 

“Bornholmerne og Flyvevåbnet ved jo, at når 233 deltager, så er der styr på det, og vi gør det godt. Min tilgang til dem er: ‘I siger bare, hvad I har brug for. I siger, hvad vi skal, og så skal vi nok levere den vare, I ønsker.’ Hvis ikke jeg havde den tiltro til mine folk, ville jeg heller ikke kunne sige, at vi kan klare opgaverne. Jeg ved, at mine folk kan klare det,” siger Hans.

 

Opbakning og anerkendelse

Hjemmefronten spiller også en afgørende rolle. Hans lægger ikke skjul på, at støtten fra hans kone og børn er helt essentiel for, at han kan lægge så mange timer i tjenesten. “De forstår, at det her er vigtigt for samfundet – og det betyder alt for mig”, siger Hans.

 

Indsatsen er heller ikke gået ubemærket hen blandt resten af Hjemmeværnet. Han har modtaget Hjemmeværnets Fortjensttegn og Frivillighedsprisen, og i 2024 blev han tildelt et legat fra Hjemmeværnsfonden efter indstilling fra sine egne soldater.

 

“Det rørte mig dybt. Det viser, at jeg nok gør noget rigtigt,” siger han med et smil.

Hans Mouszynskis 5 råd til godt lederskab

  • Gå foran som et forbillede: Hvis du forventer, at dine folk arbejder hårdt og ansvarsfuldt, skal du vise, at du selv er villig til at gøre det samme. Tag føringen, og gå forrest

 

  • Stil høje forventninger, og vær stolt af dine folk: Folk yder bedst, når de bliver udfordret. Vær tydelig om, hvad du forventer af dem. Vær stolt sammen med dem over de resultater, I opnår

 

  • Vær synlig og tilgængelig: En god leder er ikke en, der gemmer sig på kontoret, men en, der er til stede og forstår sine folks hverdag

 

  • Udvikl dine folk: Invester i dine folks kompetencer, og skab en kultur, hvor alle stræber efter at blive bedre

 

  • Opbyg tillid og sammenhold: Enheden fungerer bedst, når der er gensidig respekt og en stærk holdånd. Enheden er stærkest, når alle løfter i flok