Nyheder
Publikationer
Sociale Medier
Presse
Flyverhjemmeværnets hundeførere er certificeret hos Forsvarets hundetjeneste, hvilket stiller store krav til både soldaten og hunden.
Hundeførerne og deres tjenestehunde har primært til opgave at indgå i bevogtningen af Flyvevåbnets materiel og etablissementer, hvor hundeekvipagerne eksempelvis er særligt effektive til at gennemsøge bygninger eller opdage uvedkommende personer.
For at hundene må indsættes på flyvestationer og på opgaver sammen med Flyvevåbnets egne bevogtningsassistenter, skal Flyverhjemmeværnets hunde bestå den samme prøve som Flyvevåbnets egne hunde. Prøven foregår hos Forsvarets hundetjeneste og stiller høje krav til såvel hunden som føreren. Prøven skal bestås årligt.
Hundeførerne er ofte indsat sammen med Flyverhjemmeværnets øvrige kapaciteter og i høj grad sammen med bevogtningsassistenter.
En soldat træner med sin hund under en øvelse i 2022. Foto: Lærke Weensgaard
Alle nye soldater i Hjemmeværnet skal gennemgå den lovpligtige uddannelse på minimum 250 timer, med mindre de er tidligere værnepligtige. Uddannelsen kan tages over en periode på op til tre år.
Derudover skal alle soldater i Flyverhjemmeværnet have en grundlæggende uddannelse i at arbejde tæt på fly.
På trin 1 introduceres den nye soldat til Hjemmeværnet og, hvad det vil sige at være et aktivt medlem af organisationen. Forløbet foregår i underafdelingen. Her undervises i Krigens Folkeret, Anvendelse af HJV.DK, Grundlæggende Militærsikkerhed og meget mere.
Hjemmeværnets Grunduddannelse (HGU) foregår på Hjemmeværnsskolen. Her lærer soldaten om eksersits, førstehjælp, skydning og andre relevante militære færdigheder.
På trin 3 gennemgår soldaten geværskytteuddannelsen. Her læres, hvordan soldaten som enkeltmand eller i grupper kan gennemføre bevogtningsopgaver og begrænsede kampopgaver i krise- og krigsmiljø.
På sidste del af den lovpligtige uddannelse skal soldaten gennemføre GUARDEX. GUARDEX er en øvelse, hvor soldaten afprøves og vurderes på de kompentecer, soldaten har oparbejdet i de øvrige 3 trin.
Når soldaten har færdiggjort øvelsen på tilfredsstillende vis, er soldaten klar til at løse operative opgaver som en del af Flyverhjemmeværnet.
Efter den beståede grunduddannelse er soldaten klar til at blive specialiseret gennem videreuddannelse.
Uddannelsen til hundefører består af tre moduler, hvor soldaten bliver undervist i hundepsykologi og –træning samt hvordan hundeekvipager indgår i bevogtningsopgaver.
Derudover skal hundefører i Flyverhjemmeværnet også uddannes i bykamp og deltage i øvelser, hvor de lærer at blive indsat sammen med Flyverhjemmeværnets øvrige kapaciteter.
For at hunden kan certificeres hos Forsvarets Hundetjeneste, skal den bestå en prøve, der består af nedenstående discipliner. Hundene ejes privat af førerne.
Hunden skal være lige god til at gå med snor og uden snor. Det betyder, at den ikke skal trække, når den går med snor, og at den skal kunne finde ud af at blive ved føreren, når den går uden snor.
Hunden skal blive liggende på frit terræn, imens føreren affyrer tre-fire skud på afstand. Hunden skal derefter først bevæge sig igen ved tegn fra føreren efter affyrede skud.
Hunden skal opsøge et spor, hvor opsøget skal være 10 meter. Herefter skal hunden følge sporet sikkert frem til slut, og på den sidste 1/3 af sporet skal hunden påvise en tabt genstand.
Hunden skal sammen med føreren gå en patrulje på 300 meter i line. På patruljen gemmer der sig to figuranter, som hunden skal påvise.
Hunden skal på førerens kommando eftersætte og stoppe en flygtende figurant på cirka 30 meters afstand. Figuranten skal fastholdes med fast og konstant bid. Hunden skal på førerens kommando slippe og bevogte figuranten, imens denne bliver visiteret af føreren.
Hunden skal afsøge et område og finde en figurant. Hunden skal selvstændigt afsøge området og bevogte figuranten med vedvarende halsgivning, indtil føreren når frem. Halsgivning betyder, at hunden gør i et roligt og kontinuerligt tempo, indtil føreren når frem. Det er en måde at signalere på, at hunden har fundet en figurant, men at der ikke er nogen fare.
Hunden skal selvstændigt afsøge tre naturligt mørke rum, hvori der gemmer sig en figurant. Føreren står bag en lukket dør og må først træde ind, når hunden har påbegyndt halsgivning.
Hunden og føreren går i line, og fører beder en figurant om at forlade området. Figuranten skal nægte, virke truende og gøre et udfald imod føreren. Hunden skal på kommando afværge truslen og beskytte føreren.