Soldater der går gennem en skov.

 

Hjemmeværnets patruljesoldater er særligt uddannede til at løse militære opgaver til støtte for Forsvaret både nationalt i Danmark og på internationale missioner. Efter behov kan de også støtte det civile beredskab.  

 

Patruljesoldaternes opgaver består primært i at løse overvågnings- og observationsopgaver af et udpeget mål, uden at de bliver set under udførelsen af opgaven. De kan også indsættes til mindre kampopgaver.

 

Soldaterne er trænet til at kunne at indhente oplysninger, de er dygtige til at finde vej og kan begå sig i terrænet både dag og nat. Patruljesoldaterne er tungt bevæbnet og råder over moderne signal- og radioudstyr.

 

Sådan uddannes patruljesoldater

Alle nye soldater i Hjemmeværnet skal gennemgå den lovpligtige uddannelse på minimum 250 timer, med mindre de er tidligere værnepligtige. Uddannelsen kan tages over en periode på op til tre år.

 

Som ny soldat i Hærhjemmeværnet skal man igennem fire grundtrin i sin uddannelse, før man kan begynde sin videreuddannelse. Læs mere om de fire trin nedenfor.

 

Uddannelse

På trin 1 introduceres den nye soldat til Hjemmeværnet, og hvad det vil sige at være et aktivt medlem af organisationen. Forløbet foregår i underafdelingen. Her undervises i Krigens Folkeret, anvendelse af hjv.dk, grundlæggende militærsikkerhed og meget mere. 

Hjemmeværnets Grunduddannelse (HGU) foregår på Hjemmeværnsskolen. Her lærer soldaten om eksercits, førstehjælp, skydning og andre relevante militære færdigheder.

På trin 3 gennemgår soldaten geværskytteuddannelsen. Her læres, hvordan soldaten som enkeltmand eller i grupper kan gennemføre bevogtningsopgaver og begrænsede kampopgaver i krise- og krigsmiljø.

På sidste del af den lovpligtige uddannelse skal soldaten gennemføre GUARDEX. GUARDEX er en øvelse, hvor soldaten afprøves og vurderes på de kompentecer og færdigheder, soldaten har oparbejdet i de øvrige 3 trin.


Når soldaten har færdiggjort øvelsen på tilfredsstillende vis, er soldaten klar til at løse operative opgaver som en del af Hærhjemmeværnet.

Soldater, der ønsker at uddanne sig til patruljesoldat, skal efter deres grunduddannelse gennemføre en funktionsuddannelse for at kunne indtræde i en patrulje.

 

Uddannelsen følger en todelt plan, hvor første del er en grundlæggende uddannelse i at begå sig i felten, som forudsætning for at kunne indtræde på patruljeuddannelsen og specialiserer sig i patruljevirket.

 

Uddannelsesvejen for en ny ansøger ser sådan ud:

 

Første del:

  • Feltuddannelsen på Hjemmeværnsskolens som giver soldaten grundlæggende færdigheder indenfor blandt andet orientering, observations- og signaltjeneste. Uddannelsen giver derudover gode enkeltkæmperfærdigheder og evnen til at opretholde kampkraften i felten.

Anden del:

  • Patruljeuddannelsen på Hjemmeværnsskolen som giver soldaten specialiserede færdigheder, der er nødvendige for at kunne virke som patruljesoldat.
  • Efterfølgende gennemføres en eventuel specialistuddannelse – fx sanitetsspecialist, signalmand eller spejder.
  • Alle patruljesoldater skal gennemføre Taktisk sanitetstjeneste for enkeltmand.

Brænder man for ledelsesmæssigt ansvar, er der efterfølgende mulighed for en overbygning til befalingsmandsuddannelsen som patruljefører.

 

En patruljeoverbygning til delingsføreruddannelsen gennemføres i samarbejde med de nordiske lande i Norge og gør dig i stand til at indsætte og lede en patruljedeling.

Sidst opdateret 9. september, 2024 - Kl. 09.43